Agerhusets private pasningsordning i Regstrup

Ved Ea Pauli Jensen - Tlf. 2254 9346

Dagsrytme

Det er vigtigt for børnenes trivsel med en tryg og stabil hverdag.

Derfor starter vi dagen med at tage imod børnene stille og roligt, så børnene vinker og siger farvel til mor eller far på en god måde. Derefter er der morgenhygge evt. med morgenmad, for de, der har lyst. 

Der bliver tilbudt morgenmad til alle børn, som møder før kl. 7.30. Morgenmaden består af boller, rugbrød, havregrød, havregryn eller øllebrød. Der bliver serveret vand til alle måltiderne.
Hvis der er børn, der har brug for en lille morgenlur, bliver de lagt til at sove. 

Om morgenen leger vi rolige lege. Vi laver puslespil, tegner, spiller spil eller leger med legetøjet og starter dagen på en rar og naturlig måde. 

Omkring kl. 9 spiser vi lidt formiddagsmad. Dette kan være boller, rugbrød eller knækbrød gerne med lidt frugt til.

Herefter er vi klar til forskellige aktiviteter. Vi er udenfor hver dag, hvor vi leger i haven, gynger, leger i sandkassen, går ture på de grønne områder, har besøg eller besøger andre børn fra private pasningsordninger, går ture i byen, tager på biblioteket eller laver andre ting.

Jeg har en 7-personers bil, så vi kan tage afsted på ture længere væk. Vi tager til stranden og smider sten i vandet, tager i forskellige skove og opdager nye spændende veje og hemmelige huler, tager til børnekoncerter eller kører afsted og besøger vores venner fra andre pasningsordninger.

Derudover har jeg en skøn ladcykel, som vi bruger til ture rundt i nærområdet. Vi elsker at suse afsted og vi tager fx cyklen, når vi skal på skovtur i Løvenborg Skoven, cykler på legepladser, cykler ned og fanger haletudser ved Kirkestien eller også cykler vi bare ud i det blå.

Omkring kl. 11.00 - 11-30 er der frokost. Dette består som oftest af en varm, hjemmelavet ret eller "vælg-selv-rugbrødsmadder".

Efter frokost er det tid til middagsluren kl. 11.30 - 12.

Når alle børn er vågne ca. kl. 14.00-14.30, spiser vi eftermiddagsmad. Dette består af frugt og boller med pålæg.
Vi leger og hygger indtil mor eller far kommer. Vi leger i haven og på terassen, hvis vejret er til det, ellers er vi indendørs og hygger.